Dynamisk transport- og servicevirksomhed fylder 40

Velovervejet drift har været nøglen til en kontrolleret vækst i Maimburg Servicecenter A/S.

Af Finn Bjerremand
Fredag den 7. juni fejres der 40 års jubilæum i Maimburg Servicecenter A/S, som ejes af Olav og Morten Maimburg, der er henholdsvis far og søn.

Ingen havde nok forestillet sig at vognmandsforretningen, der blot bestod af en lastvogn, skulle udvikle sig til den store transport- og servicevirksomhed,
den er i dag.

Den unge Olav Maimburg havde altid drømt om at blive mekaniker. Men i stedet kom han ud at sejle. Tiden til søs betød dog, at han arbejdede meget sammen
med maskinmestrene om bord. Derved fik han indsigt i teknologierne omkring motorer.

Senere blev han ansat ved et lokalt busselskab, hvor han også hjalp meget på værkstedet.

Startede selv
På på et tidspunkt blev han enig med en bekendt om sammen at købe en lastbil. Imidlertid faldt kompagnonen ned, og han var derfor ikke interesseret i at
være med længere. I 1973 begyndte Olav Maimburg helt for sig selv i Bredstrup, lidt uden for Fredericia, hvor han begyndte med en brugt Scania trækker.

Det var i en periode, hvor der var et stort transportbehov og på trods af oliekrisen, var der en positiv udvikling. På den tid begyndte de første veksellad
at komme med jernbane til området. Olav Maimburg købte derfor det, der sandsynligvis var det allerførste vekselladsvogntog i Danmark. Med dette vogntog
transporterede han veksellad for speditionsvirksomheden TTI.

Vedligehold på veksellad
Sammen med transportopgaverne fulgte der også vedligeholdelsesopgaver på alle vekselladene og løstrailere, og det klarede Olav Maimburg med sit
interimistiske værksted under åben himmel.

I 1986 var det hele vokset så meget, at virksomheden flyttede ind til Fredericia, hvor der var plads til både trækkere og vekselladsvogntog.

Samtidig lejede Olav Maimburg to værkstedsbaner, som gav mulighed for virkelig at kunne servicere både eget og i stor stil også fremmed materiel.

Ind på TTC
I anden halvdel af 80’erne begyndte transportcentrene at skyde op, og der blev TTC (Taulov Transport Center) også født.

DanTransport var hurtige til at flytte ud i centeret, og initiativtagerne bag TTC snakkede også med Olav Maimburg om at flytte ud i centeret, hvor firmaet
kunne komme til at bo som nabo til DanTransport, der dengang var en stor kunde hos Maimburg.

– Vi kunne heller ikke blive ved med at være inde i Fredericia, så det var nok en god idé at flytte med. Men jeg valgte en anden grund, som ligger midt i
centeret og det var godt at jeg valgte den, siger Olav Maimburg.

I 1989 flyttede man ind i et helt nyt center med både en værkstedhal og en vaskehal, så det var et stort løft til virksomheden.

Konstant udvikling
Der har siden været en konstant udvikling i virksomheden, der i 2004 blev omdannet til et aktieselskab. I i 2007 blev virksomhedens faciliteter udvidet med
et nyt og ekstra højt værkstedsafsnit, der er forberedt til opsætning af en portalkran, hvis der skulle blive behov for det.

Både værkstedafsnittet og den nye vaskehal er fremtidssikrede, og er derfor de blandt andet bygget så de kan tage hele modulvogntog

Samtidig kom der også en ny aktivitet til, idet den tidligere vaskehal blev omdannet til et såkaldt laminatværksted. Her arbejder personale, der er højt
specialiseret i at reparere kølekasser.

Generationsskiftet er på vej
I 2009 trådte Olav Maimburg søn Morten Maimburg ind i virksomheden som medejer og med i den daglige ledelse. Morten Maimburg blev udlært som
Scania-lastvognsmekaniker ved Diesel-Gården A/S i Erritsø i 1999, hvorefter han arbejdede på værkstedet i Taulov i 2 år. Herefter arbejdede Morten Maimburg
som mekaniker ved Ejner Hessel A/S i Vejle i 8 år, hvorefter han vendte hjem til Taulov.

I dag styrer han de 15 lastvogne og tilhørende materiel, som for 75 pct. vedkommende løser opgaver med kort varsel, faktisk mest fra dag til dag. Olav
Maimburg, der er 74 år, har fortsat fingeren på pulsen, når det gælder værkstedet og mange arbejdsdage når stadig op på 14 timer.

Farvel til vekselladene?

På trods af at Maimburg bor meget tæt på Kombiterminalen i Taulov, der er en del af TTC, valgte man for et par år siden at sælge det sidste
vekselladsvogntog.

Dermed var det kapitel så slut, men man skal aldrig sige aldrig. Tidligere på året købte Maimburg to lastvogne, hvor den ene netop er bygget op som et
typisk vekselladsvogntog.

– Lastvognen har dog den fleksibilitet, at den uden ændringer vil kunne anvendes til at trække en dolly og dermed køre som modulvogntog, siger Morten
Maimburg, der dermed ikke er så bange for ikke at kunne beskæftige vognen.

Der bliver også investerer i nye lastvogne, og senest har Maimburg fået leveret to nye Volvo lastvogne.

– Vi har stort fokus på brændstofforbruget, fordi, der er kun to steder vi kan gøre noget, det er ved at køre effektivt og samtidig at spare på
brændstoffet, siger Morten Maimburg.

Flere chauffører har været på kursus i energirigtig kørsel, men erfaringen ved Maimburg siger også at mange falder tilbage efter få måneder, så der skal
opfriskning og motivation til, for at køre mere økonomisk.

Optimismen er til stede
Der er ingen tvivl om, at man ser positivt på fremtiden ved Maimburg Servicecenter.

-Vi er positive og vi skal ikke sætte os hen i et hjørne og klage. Vi klarer os, fordi vi har en god beliggenhed og vi har dygtige medarbejdere, og det er
nødvendigt for at overleve, siger Olav Maimburg.

Virksomheden er omsætningsmæssigt næsten ligeligt delt mellem serviceværkstedet og vognmandsvirksomheden, og beskæftiger nu 10 medarbejdere på værkstedet,
som fordeler sig på henholdsvis smede og mekanikere med speciale i forskellige lastvognsmærker.

Der er for kort tid siden blev ansat to nye medarbejdere og værkstedet har også mange opgaver med hydraulik, hvor der hver dag bliver repareret et par
bagsmæklifte.

Virksomheden tager også et socialt ansvar, hvilket blandt andet kan ses af at der er flere ordblinde blandt de ansatte.

Konkurrencen i transportbranchen er dog hård i dag.

– Vi er under hårdt pres i det daglige både på værkstedet og især i vognmandsdelen, hvad angår lønninger, da vi her i firmaet aflønner vore medarbejdere
ifølge overenskomsten. På dette felt er vi under et specielt hårdt tryk fra udenlandske chauffører og deres lønniveau, slutter Olav Maimburg.

I anledning af jubilæet holdes der reception på adressen i Taulov, fredag den 7. juni fra kl. 13 til 16.